home log på kontakt

 

 

Børneopdragelse Disciplin versus tillid


Hvad er den helt afgørende og allervigtigste egenskab, som din søn eller datter må og skal have, for at få et lykkeligt livsforløb? I 1972 offentliggjorde professor ved Stanford Universitet, Walter Michel, sin dengang 10-årige forskning I børns adfærd. Han havde med stor grundighed belyst sammenhængen mellem børns livskvalitet og deres evne til at modstå fristelser i kortere eller længere tid. Vi viser video: “02 Skumfiduser” indtaling af tekster og oversættelse er også på vej. DEL 1: SELVDISCIPLIN ER ALTAFGØRENDE Hans metode gik ud på at få en voksen, som børnene kendte, til at tilbyde 4-6 årige børn en skumfidus her og nu - plus en mere, når den voksne kom tilbage efter et stykke tid, typisk et kvartér, men der var en betingelse: børnene ville kun få den extra skumfidus, hvis de kunne vente med at spise den første i den tid, den voksne ville være væk I et kort ærinde. Den voksne gik herefter ud af rummet, så barnet var alene med fristelsen og et skjult kamera. Det viste sig, at der var stor forskel på, hvor længe børnene ventede, før de lod skumfidusen glide ned. Nogle børn spiste skumfidusen med det samme, mens andre vred sig på stolen i kortere eller længere tid, før de spiste den. Kun få ventede indtil den voksne var tilbage. Det var, hvad man kunne forvente, men nogle år senere kom den virkelige overraskelse, da forskerne fulgte op på forsøget: De børn, der havde ventet længst på skumfidusen havde også haft tålmodighed til at lade computerspillet ligge, indtil de havde lavet deres lektier, de havde kunnet modstå junkfood, indtil de kunne få ordentlig mad. De fik bedre karakterer, havde lavere forekomst af overvægt, var bedre til at håndtere stress, havde flere venner og bedre trivsel i det hele taget. Forskerne fulgte børnene i 40 år og igen og igen var det dem, der havde ventet på den extra skumfidus, der kunne fremvise den højeste livskvalitet. Også som voksne havde de kunnet vente til de havde råd til at købe en bolig i stedet for at leje én. De havde også taget en uddannelse, før de stiftede familie, o.s.v. o.s.v. Alt I alt havde de fået et signifikant bedre livsforløb. Med andre ord: evnen til at udøve selvdisciplin var kritisk for et godt liv. Forsøget blev berømt og Walter Michel fik selv et langt og godt liv, men til sin død holdt han fast i, evnen til at modstå fristelser var udtryk for selvdisciplin. Mange forældre lod sig overbevise af denne fortolkning af forsøget og begyndte at forhandle med deres børn: Hvis du kan vente med …., vil jeg give dig... - for at lære dem selvdisciplinens ædle kunst. DEL 2 NEJ, DET ER TILLID OG PÅLIDELIGHED, DER ER AFGØRENDE Efterfølgende forskning har imidlertid fokuseret på det forhold, at forsøget rummer et løfte, som børnene måske opfatter en anden måde end de voksne gør. Børn oplever ofte, at de voksne tager let på løftebrud overfor dem og slet ikke er så pålidelige, som de selv tror. I en børnehave er det også almindeligt, at gode skumfiduser hurtigt forsvinder ned i sidemandens mave, hvis man venter med at spise dem, så børnene kunne sagtens have en fuldt ud fornuftig grund til at spise deres skumfidus hurtigt. I et nyere forsøg indledte man med at give halvdelen af børnene tillid til den voksne ved at opfylde et løfte om bedre tegneredskaber, mens den anden halvdel kun fik en lang næse. Umiddelbart efter denne nye indledning fortsatte man forsøget på den klassiske måde, hvor børnene fik en skumfidus og løfte om en mere, hvis de ventede. Det viste sig, at børnene i lang-næse-gruppen i gennemsnit ventede 3 minutter, før de spiste deres skumfidus, men børnene i tillids-gruppen ventede 12 minutter, hvilket er utrolig lang tid – nærmest en evighed – for en 4-6-årig, der ikke har andet at lave end at stirre på skumfidusen, lege med den eller sutte på den. Nye forsøg peger på, at både selvdisciplin, intelligens og tillid er med til at bestemme vores adfærd og livskvalitet, men at det er tillid, der har langt den største betydning.

 

Nabofællesskaber

To eksempler til eftertanke


Roseto

Ovenstående video handler om en lille amerikansk by, Roseto, som indtil 1970'erne havde et enestående socialt sammenhold.

Se eventuelt det fulde uddrag om de overraskende sundhedsmæssige virkninger af det gode sammenhold. Se det fulde uddrag >>>

Roseto repræsenterer et vellykket bofællesskab. Det var det i alt fald i nogle år. Men byens nyere historie er også et eksempel på den mekanisme, der næsten altid ødelægger varme og venlige fællesskaber:

Den mekanisme, som bør modvirkes

Deltagerne er sjældent klar over, hvor stor tiltrækning et varmt og venligt fællesskab har på mennesker udenfor fællesskabet. Mange mennesker er meget ensomme og har ingen familie. For dem er ethvert fællesskab løsningen på et sugende behov.

Medfølelse kombineret med uvidenhed/naivitet om tiltrækningens ødelæggende kraft gør, at man på et tidspunkt lader alle komme med. Af lutter god vilje.

De første, der benytter sig af invitationen, er som regel dem med de mest sugende behov for at blive reddet.

Det kan være meget livsbekræftende at redde mennesker og opfylde deres behov, men at have et sugende behov er ikke det samme som at være givende, tværtimod, og før man får talt til tre, er de givende som regel kommet i mindretal og begynder at føle sig udnyttet, fordi ingen andre bidrager.

Næste fase er, at de givende forsvinder og dermed overlader scenen til mennesker, der i bedste fald får fællesskabet ud af krisen med en syndflod af regler og kontrol.

Munksøgård

Man behøver ikke tage længere væk end til Munksøgård ved Roskilde for at finde et nutidigt dansk eksempel på, hvor galt, det kan gå.

Munksøgård er nok Danmarks største økologiske bofællesskab med 170 voksne indbyggere. Den 17. januar 2003 skrev journalist Pernille Steengaard følgende i Weekendavisen:

”En herre i et af de 20 seniorhuse er medlem af så mange grupper, at han har et møde hver dag. Alle er forpligtet til at være med i mindst én arbejdsgruppe. Ellers er man en paria og en økonomisk belastning.

”Pludselig rager det mig, hvilken hårbalsam naboen bruger. Vi er afhængige af hinanden. Vores sandfilter går ned, hvis vi har brugt forkert vaskepulver eller noget andet, og da vores spildevand løber ud i Himmelev bæk, kommer kommunen og renser det på vores regning, hvis vi ikke selv gør det godt nok“, siger en kvinde,

”Dette er ikke en kirke med 10 bud, men med 100. Og hvis man ikke kan huske det udenad, kan man have lister liggende. Nogle bud er ikke skrevet ned, men i høj grad til stede: Man bliver ikke væk fra fællesspisning i umindelige tider. Man slukker lyset i sit hus, før man går over til fælleshuset for at spise. Om aftenen er det meget tydeligt, hvem der har glemt det“.

Historien rummer utallige eksempler i stil med Roseto og Munksøgård, hvor det gode fællesskab, der var tanken, er endt som en parodi på sine egne ideer.

Et af de mest kendte eksempler er Den Katolske Kirke, der blev stiftet for at udbrede et budskab om kærlighed, men som i dag nærmest giver indtryk af at være en pædofili-ring.

Det kan undre, at mange ellers intelligente mennesker stadig ser ud til ikke at forstå det indlysende: Et varmt og venligt fællesskab forudsætter en grænsebom, der er præcis ligeså solid som fællesskabet er varmt og venligt.


























.
MENU