Din krop er som en hestevogn med dig som vognstyrer

Men forestil dig nu, at en af hestene, Lynfaxe, ikke har fuld tillid til dig og er bange for at gå gennem porten til dit slot. Det er så slemt, at hesten stejler og prøver at vende om, så snart den ser porten.

Det skaber uro i hele flokken: Nogle af hestene bliver ligeså bange som Lynfaxe, fordi han er bange. De stejler også og prøver at vende om. Vildt kaos! Hvad gør du?

Du har tre valgmuligheder:

1. Den opgivende løsning: Sælge alle hestene og købe en bil, eller:

2. Den aggressive løsning: Skyde de heste, der ville vende om og købe nogle andre, eller:

3. Den konstruktive løsning: Spænde Lynfaxe fra og fortsætte til fods med "oprøren" i et træktov, som aldrig må blive stramt, for Lynfaxe forstår kun kropssprog. Hans hjerne har kun en pattedyrshjerne, så han forstår ikke talesprog, men han kan se på det løse træktov, at du ikke er sur, og at I stadig er venner.

Alene det, at du tydelig tager ledelsen uden at være sur, beroliger Lynfaxe og får ham til at gå med hen mod porten. Men Rom blev ikke bygget på én dag, og når Lynfaxe bliver urolig igen, gør du noget, Lynfaxe aldrig selv havde turdet:

Du slipper træktovet (viser at du har tillid til ham) og går alene frem mod den farlige port, der engang klemte Lynfaxe fast. Du går endda helt hen til porten, klapper den OG GÅR INDENFOR!

Og allermest overraskende: Du kommer ud igen! I LIVE!!! Alt det ser Lynfaxe med sine egne øjne. PORTEN ER IKKE FARLIG. Problem solved, Og dog, måske går vi for hurtigt frem, for Lynfaxe var jo "kun" bange og ikke kronisk syg.

Det, vi ønsker, er at kunne behandle kroniske sygdomme med metoder som tillid og reduktion af irrationel frygt, men kan man det? Er der overhovedet en sammenhæng? Ja, det er der, som det fremgår af følgende video...

Efter nogen tid går du måske til lægen med problemerne, men de er sjældent alvorlige nok til, at han kan anbefale medicinering eller kirurgi. Som regel vil lægen som svar opfordre dig til at leve med dine småskavanker.

Nu læser du imidlertid denne tekst, som ser ud til at give et andet svar: At du kan få dine celler til at sætte fuld fart på helingen. Det, du kan gøre, er først at vinde deres tillid, så de tror på det, du efterfølgende vil vise dem: at der er ressourcer nok.

Bemærk, at de hjerneceller, du skal overbevise, er dem, der ellers slår alarm og sætter hele din krop på den anden ende. De hjerneceller er en del af dyrehjernen, Amygdala, som hverken kender til sund fornuft eller talesprog. Cellerne herfra reagerer lynhurtigt men kun på kropssprog og på en følelse af fare.

Det er ikke nok at sige det til dem, og prøve at forklare, at det var i gamle dage, at maden slap op i slutningen af vinteren. Det forstår de ikke, men de forstår, hvis du taler med en beroligende stemme og strigler dem, mens du gør det. Med hele dit kropssprog og nærvær skal du få dem til at føle, der er fred i alle retninger og rigeligt med ressourcer.

Målet er kort sagt at bringe optimismen i cellerne så højt op, at helingen kommer igang overalt i kroppen - på én gang

Men før vi går i gang med eksemplerne og får optimismen til at vokse, har jeg en tilståelse vedrørende stress. Stress laver ulykker på mere end én måde. Stress sender ikke kun kroppens ressourcer til de forkerte adresser. Stress får også kroppens stamceller til at arbejde hurtigere end godt er.

Stamceller er f.eks. leverceller, der ikke er blevet til leverceller endnu, men de har evnen at kopiere sig selv og lade kopierne blive til nye leverceller.

Det trick er stamceller de eneste, der kan, og det er der især brug for, når vi bliver stressede, for så dør vores almindelige celler hurtigere end normalt, og dermed stiger behovet for stamcellernes trick.

Der skal dublikeres nye celler hurtigt, for ellers dør alle. Stamcellerne skal med andre ord arbejde hurtigere, og det gør de loyalt. Der er imidlertid to problemer ved den løsning:

Problem #1 er, at der sker flere fejl, når der arbejdes hurtigere, især når arbejdet er kompliceret, og det er det: Når en stamcelle skal dublikere sig selv, er der milliarder af kemiske forbindelser, der skal kopieres fejlfrit. Der skal ikke meget til, før produktet - den nye celle - må opgives og smides på lossepladsen.

Her kommer så problem #2: Der er ofte tale om storskrald set i forhold til cellernes størrelse - storskrald, som er vanskelig at få ud af kroppen, så i praksis må cellerne tit beholde deres affald, selvom det ender med at blive deres død.

Hvis du har en kronisk sygdom, kan du prøve behandling med stamceller på det grå sundhedsmarked. Behandlingerne er dyre, og du kan du blive snydt, men det værste er, at det er ikke sikkert, det virker, for hvad skulle forhindre de nye celler i at dø ligesom de gamle, når de kommer ind i den samme krop?

Der er næppe nogen vej uden om: Du bliver nok nødt til at forbedre arbejdsklimaer for dine celler og sænke dit niveau af stress, før noget andet.

Heldigvis er det ofte både billigt og befriende at få fjernet et læs gammelt rodfæstet frygt, så lad os finde eksemplerne og optimismen frem igen...

Eksempel #1 på frygt som tit overses

Mennesker er genialt udrustede til at klare sig, når vi kæmper i flok. Så kan vi klare både sabeltigre, mamutter og løver. Men vé den, der bliver udstødt af flokken. Blot tanken om, at det kunne ske, må have været yderst stressende for stenaldermanden m/k.

I dag er det knap så farligt, men frygt kan nedarves, og det ligger stadig dybt i os, at vi må pleje vores netværk, hvis vi vil overleve. Hvis nogen skulle være i tvivl, kan man blot se alt det, der gøres for at få likes, venner og følgere på de sociale medier.

Faktisk ser det ud til, at frygten stiger i takt med, at familien og vennerne flytter længere og længere væk fra hinanden i en global verden.

At være med i et godt netværk eller fællesskab er ellers tæt på at være det mest effektive, gratis og nærmest ubrydelige panser mod mange former for sygdomme. Se nedenstående video om en lille by i USA, der gik fri af de hjerteproblemer og andre kroniske sygdomme i 1950'erne og 1960'erne (indtil ballonudvidelser blev opfundet). Du har set lidt af video'en tidligere, men her er flere vigtige detaljer, herunder en forklaring på, hvorfor byen ikke blev ved med at gå fri af kroniske sygdomme)

Denne mere fuldstændige video viser, at forskellige betingelser skal være til stede, hvis man ønsker et fællesskab for livet. For det første er det centalt for sammenholdet, at man hjælper hinanden, og dette forudsætter tit og ofte, at man bor i samme nabolag.

Det nytter ikke, at alle vennerne bor på den anden side af kloden, og det dur heller ikke at alle er på cirka samme alder, for så vil de, der lever længst, til slut opleve at alle vennerne er døde. Trist. For at undgå det, skal vennerne ikke kun bo i nærheden, de skal også have forskellig alder.

Dette er - sorry - to nye praktiske betingelser, som kommer oveni de to betingelser, som blev omtalt i introduktionen: Lederen af fællesskabet skal være et et givende menneske, og det samme skal det store flertal af deltagere.

Den gode nyhed - og grunden til, at jeg først nævner dem nu - er imidlertid, at de to nye betingelser er nemme at opfylde, hvis man blot tænker omvendt af den sædvanlige tankegang: At man kan finde venner og skabe fællesfølelse blandt mange af de mennesker, der allerede bor tæt på én - i stedet for at drømme håbløse drømme om, at ens nuværende venner ville flytte.

Den nye løsning, hvor du kan få både landsbyens tryghed og storbyens frihed, bygger blandt andet på at bruge Facebook og andre sociale medier til at sortere i deres hærskarer af overfladiske "venskaber". Hvis du er interesseret i at hjælpe, kan du få tilbud om en uddannelse til leder, hvorefter du får tildelt et område, hvor du kan udføre planen og få del i indtægterne fra dit område. Alt med støtte fra hovedkontoret. På stormøderne vender vi tilbage til den konkrete måde at gøre det på. Her går vi videre med...

Eksempel #2 på frygt som tit overses